Knæk Cancer

Jeg har tideligere skrevet at jeg ville dele en historie, hvor min veninde fortæller om hvordan det er at miste en forældre.
Pt er der knæk cancer kampagne så jeg synes det passer godt ind, at dele historien med jer nu. Min veninde arbejder nu som frivillig for Børn, Unge og Sorg ( www.bornungesorg.dk ) efter selv at have været hjulpet af en støtte gruppe fra Børn, Ung og Sorg da hun mistede sin mor til kræft.

Hvis i har mulighed for det, synes jeg i skal prøve at se programmet på TV 2 der hedder 'Et forbandet år'. Jeg skal selv se det, men ved at det ikke bliver uden tårer, men det er så vigtigt at sorg og sygdom ikke bliver gemt væk.

Jeg kan selv have rigtig svært ved at tale om følelser, død og alvorlig sygdom, men efter at have mødt Isabell, har jeg været 'tvunget' til det, og det har været rigtig rart at sætte ord på ens følelser.

Et kæmpe stor TAK til min veninde Isabell, for at ville dele sin historie med os.
Here it comes:

Jeg føler, at jeg ser en dårlig film, for det kan ikke være min mor der ligger der.

Jeg mistede min mor til tarmkræft den 28. februar 2007. Det var efter et kort sygdomsforløb, hvor der gik 22 dage fra hun fik den helt konkrete diagnose til hun døde. Hun blev indlagt i starten af januar måned. Hun kom igennem en masse undersøgelser, og der fandt de ud af, at hun havde en ondartet polyp i tarmen og at den skulle opereres ud. Hun kommer hjem i en uge, ti dage inden hun skal opereres den 6. februar og derefter er hun kun kort hjemme en gang i nogle timer. Den 6. februar bliver hun opereret, men der opdager lægerne en kræftknude, der er for stor til, at de kan fjerne den. Jeg får den besked den 8. februar, da jeg er oppe og besøge hende med en af hendes veninder. Vi får det at vide i et aflukket rum, hvor min mor og en sygeplejerske er tilstede. Jeg besøger hende nogle gange efterfølgende, men hun bliver dårligere og dårligere. Den 26. februar er sidste gang, jeg ser hende i live. Hun ligger med en iltmaske, for at kunne trække vejret ordentligt. Jeg får sagt, at jeg elsker hende, men er på det tidspunkt ikke klar over, at hun skal dø af den sygdom. Den 28. februar om formiddagen kommer min far og henter mig fra gymnasiet med den besked om, at min mor er død. Dette er dog alt for uvirkeligt til at jeg kan tro det. Der går faktisk en hel måned, før det rigtig går op for mig, at hun er død. Dagene efter hendes død, er der en masse praktiske ting, der skal klares. Det er blandt andet at besøge en bedemand og snakke med en præst. Alt dette får vi klaret. Vi kommer nogenlunde igennem hendes bisættelse, men det hele er bare så uvirkeligt. Jeg føler, at jeg ser en dårlig film, for det kan ikke være min mor der ligger der…

Efterårs billede fra kirkegården